Første del af historien om Astrid og pædagoguddannelsen
Astrid kommer i tanke om sin gamle forstanderinde fra seminariet, frøken Jørgensen, der på en af de første dage talte til dem om den uddannelse, de skulle til at tage. Hun stod der med sine skarpe øjne rettet mod dem gennem brilleglasset og tordnede: ”Husk på at pædagoggerningen er andet end børnepasning. Passe børn er for barnepiger. Og barnepiger skælder ud. Dét er ikke pædagogisk. De, mine damer, skal være hjemmets forlængede arm, når det gælder barnets opdragelse og dannelse. De skal besidde det overblik, som mødre ikke kan have fordi de bliver for nervøse. De skal i tæt samarbejde med hjemmet sikre at hvert barn får den bedste behandling, så det udvikler sig på allerbedste vis og kan indtræde på sin rette plads som borger i vort samfund. Derfor skal De selv både være dannede og have en god og grundig pædagogisk uddannelse med lige dele af den nyeste teoretiske viden og af praksiserfaring. Deres pædagogiske rejse starter nu”.
Dette er første del af romanen om Astrid og pædagoguddannelsen. Det er en roman for pædagogstuderende, pædagoger og andre mennesker, der er interesseret i pædagogik, i leg og i møder mellem mennesker og, ikke mindst, i pædagogernes historie.
I første del møder du Astrid, som blev uddannet på Jydsk Børnehaveseminarium i begyndelsen af 60’erne, men du møder også to unge mennesker, Astrids barnebarn Pernille, og Rami. Hvorvidt de tre har noget med hinanden at gøre og om de overhovedet mødes, kan du først finde ud af mens du læser dig ind på dem. Romanen er således både en samtidsroman og en historisk roman om pædagoguddannelsen, sådan som den har udviklet sig i Aarhus fra slutningen af 50’erne og frem til den seneste reform i 2014.
ISBN: 978-87-973165-2-8
Kunder der har købt dette produkt har også købt

