Spændingsroman fra Danmarks jernalder
[roman]
Danmarks jernalder er en skatkiste af ufortalte dramaer. Nu er fortællingen om en af de mægtige jernalderfyrster blevet levendegjort i Henrik Olsens debutroman ’Fyrstens fald’, som udkommer på Forfatterforlaget Attika. Det er en roman om jernalderens magtforhold, samfundslivet og menneskeskæbner for 1800 år siden.
Med spænding, humor og et sprudlende sprog bringer Henrik Olsen os tilbage til 200-tallets Danmark i sin debutroman ’Fyrstens fald’.
Livet var barskt, og kampen om magten hård i Danmarks jernalder. Det vidner det rige gravfund af ”Fyrsten fra Ishøj” om – et fund, som har inspireret forfatteren Henrik Olsen til at skrive romanen Fyrstens fald. Det velbevarede skelet, som er udstillet på Kroppedal Museum, viser voldsomme skader, der afslører, at den fornemme fyrste faldt i blodig kamp.
Romanen fortæller om drengen Isulf, som vokser op i Hedeland – det som nu er Københavns vestegn. Vi følger hans militære optræning i Romerriget, og hvordan han ad omveje bliver fyrste over hele det nordøstlige Sjælland.
I et andet spor følger vi Aslak – en høvdingesøn – som må flygte fra Hedeland sammen med sin mor, da faren bliver myrdet. Aslak falder som ung i kløerne på en flok jyder og må i mange år leve en kummerlig tilværelse som slave på samfundets absolutte bund. Langt senere søger han tilbage til Hedeland, og Aslaks og Isulfs skæbner flettes sammen på slagmarken, hvor de side om side kæmper mod en fælles fjende fra øst.
Romanen tager udgangspunkt i virkelige fund fra jernalderens Danmark og kæder dem sammen til en medrivende fortælling, hvor alliancer bliver til brud og venskab avler fjendskab. Den afslører magtsygens hæslige ansigt, hævnens blinde had og kærlighedens betingelsesløse loyalitet.
Henrik Olsen er videnskabsjournalist og har skrevet en række artikler i aviser, magasiner og tidsskrifter. Fyrstens fald er Henrik Olsens skønlitterære debut.
448 sider
ISBN 978-87-94227-51-3
Kunder der har købt dette produkt har også købt