[roman]
Året er 2018. I et København, der er ved at smelte i en sommer, der slår alle rekorder både i længde og temperatur, forsøger den pensionerede kriminalassistent Hørgaard med hjælp fra en skolelærer og en yngre kollega endnu en gang at finde ud af, hvad der egentlig skete med det lig, der forsvandt under hans første sag i det lige så mærkelige år 1967, ”året før 68”, hvor nyhederne var fulde af Vietnam, Biafra, Junikrigen og Kulturrevolutionen, og hvor København havde alt for travlt med at fejre sit 800-års jubilæum til at bekymre sig om en enkelt forsvundet afrikaner.
Det er usandsynligt, at der skulle kunne dukke nye spor op efter så mange år, men det bliver hurtigt klart, at der er nogen, der absolut ikke ønsker, at der bliver rørt ved den sag.
Kriminalassistent Hørgaard har optrådt som biperson i flere af Per Vadmands romaner, men her oplever vi for første gang den noget excentriske strømer i en af hovedrollerne.
Per Vadmand er født i 1944 og har i mange år arbejdet som oversætter af skønlitteratur og tegneserier. Han er aktiv amatørmusiker, har udgivet flere cd’er og skrevet en lærebog i jazzorkestersammenspil. Desuden tekstforfatter til adskillige tegneserier, bl.a. Poeten & Lillemor, Gunnar og Valhalla. Han debuterede som romanforfatter i 2003 med den anmelderroste Bag Døren, efterfulgt af Manden der skrev breve i 2005, Flyttedag i 2007, den humoristiske fantasy-fabel Mit liv som fugl i 2009 samt Idas hus i 2013, der sammen med Bag Døren og Flyttedag udgør trilogien om Ole og Ida. I 2017 udkom novellesamlingen Djævelens farveglade broder og i 2019 krøniken Elefanterne.
www.pervadmand.dk
perve@pervadmand.dk
384 sider
ISBN 978-87-94227-07-0