– Haiku og andre digte
[digte]
Tid er flydende
Som kildens vand i sandet
Hvor fodspor svinder
Står der på bagsiden af bogen, som i haikuform og enkelte andre digte skildrer sanseindtryk om årstidernes skiften, stemninger og følelser i hverdagen og på rejser – tanker, der kredser om livets sårbarhed, ofrene for krig, vores lidenhed i forhold til universet, og bevidstheden om at være i nuet for at leve fuldt ud.
Selv om flere af digtene udtrykker personlige følelser og iagttagelser, bliver det aldrig privat. Flere steder findes elegante bogstavrim i de enkelte linjer, og andre steder udtrykkes overraskende meget i de få ord. Andre haiku er mere episke, hvor der berettes om konkrete handlingssekvenser. Alt sammen demonstrerer en sproglig sikkerhed og et stort register af stilistiske virkemidler. Det samme kan siges om de få prosadigte, der i sig selv kommer til at stå som en slags mod- eller medspil til haiku-digtene.
De 30 illustrationer, som Ulla Bruun også har lavet, er overalt udtryksfulde og personlige, og man kan som læser ’meditere’ lidt over flere af dem i forbindelse med at have læst det eller de haiku, som illustrationen er knyttet til.
Bogen er på 87 sider, og de sidste ord på bagsiden er haikuet:
Må læselysten
Gi’ frydefuld forventning
Til fordybelse
87 sider
ISBN 978-87-94227-58-2