Mikkel Guldager: Yatzy

Er man den som spejlet viser? Eller er man den person, som andre ser igennem deres øjne? Hvilke hemmeligheder går du mon og gemmer på?

[roman]

Mikkel Guldager (1977), cand. mag. fra Københavns Universitet, belyser forskellige identitetsspørgsmål i munter, livlig og frimodig stil, imens han skriver om eksistenser som lever på kanten af samfundet.
Mikkel Guldager skriver desuden selv fra et perspektiv som bipolar affektiv (maniodepressiv), hvorfor prosa og melodi udfoldes i Mikkels helt egen skrivestil.
I bogen Yatzy beskriver fortælleren poetisk, hvordan han fra sin vindueskarm midt på Amager betragter menneskerne fare forbi, imens alt andet stadig går sin gang. Der er tid til detaljer og små tilfældige episoder, som det blotte øje måske ikke altid ser.
Fortælleren mindes herfra et døgn sidste sommer. Her møder han den hjemløse Jon i både virkelighed og drøm. Dette møde skal vise sig at være skelsættende, for også fortælleren gemmer på hemmeligheder, som han ikke havde regnet med skulle se dagens lys.

Fra kapitlet ”Jon”:

”- Hey! Jeg kom lige forbi. Jeg er bare på vej ned på havnen.

Lyden af Jons dybe stemme fik mig straks til at slå øjnene op. Kun mit ansigt var frit af dynen i den lune seng, som stod i indhakket i stuen. Jeg viftede afværgende til Katrine med min ene arm og gjorde tegn til, at hun skulle lade som om, jeg tog en lur og stadig sov.

- Er du på vej ned på Plet? spurgte Katrine.

Hun var tilsyneladende overrasket over Jons pludselige entré. Han havde det med at altid dukke op, når man mindst ventede det. Lige pludselig stod hans høje og kraftigt svajende figur lige dér i ens sfære.

- Ch-ch-ch-ch-changes, kunne jeg høre ham synge med på David Bowie.

Han havde sikkert et par smadrede høretelefoner hængende om halsen. Med Bowie susende på repeat. Jon hørte og sang altid Bowie. Det var til at høre. Jeg kunne se hans måbende og himmelskuende blik for mig, imens han pinte sangen videre uden at svare Katrine. Sådan var Jon.”

Fra kapitlet ”Drømmen”

”Jeg opsnappede langsomt en rytme. Den konstante summen lagde en dyb tone under de taktfaste åndedrag, som næsten fulgte sekundviseren på køkkenuret. I takt med at lydbillede begyndte at gestalte sig mere og mere konkret for mig, slumrede jeg døsigt hen. Et par sporadiske gisp fra Katrine brød rytmen og stoppede mig ved dørtærsklen til drømmeuniverset. Også hun lod til at være i en fjern drøm i sin vorden.
Kort efter ophørte hendes gisp og alt blev igen stille. Den samme rytme fremtonede næsten i samme øjeblik, som jeg skulle til at rejse mig for at gå på toilettet. Af en eller anden grund kunne jeg ikke rejse mig. Jeg følte en uovervindelig trang til at blive liggende. Til bare at ligge lidt længere for at lytte til den rytme, der dannedes i natten for mig og kun for mig.

Før jeg anede det, svævede jeg over tærsklen til en anden virkelighed. Lydene omkring mig forvrængedes i en kraftfuld og knitrende tone, som skar igennem alle andre sanseoplevelser og gjorde dem sekundære. Alt smeltede sammen i en digel af det faktiske og det abstrakte - Det rigtige og det urigtige.

Min krop sov allerede og lå blytungt og nedsunket i sengen. Alt blev ét. Jeg var frigjort fra alt. Jeg kunne ikke føle. Se. Høre. Smage. Lugte. Jeg kunne blot være i en holistisk tilstand af at være -uden at sanse og erfare. Jeg sank ned i madrassen og ind i en dyb søvn.

Snart befandt jeg mig i en forunderlig drøm. Jeg var under vand, og min krop føltes vægtløs, idet den langsomt bevægede sig henover et ubesmittet landskab af sandformationer på havbunden. Uden at gøre andet end at afgive et par sporadiske og dovne vift med mine fødder kunne jeg accelerere lidt og forcere et stykke af, hvad der forekom som en endeløshed af mørke kløfter og lyse sletter i sandbunden. Det gik op for mig, at jeg bevægede mig i et undersøisk univers af ro, harmoni og en vis tryghed, som jeg ikke kendte fra tidligere. Jeg svømmede længe og langsomt. Da det gik op for mig, at jeg ikke behøvede at hige efter den ilt, som jeg kunne vinde ved at bevæge mig op til overfladen, øgede jeg gradvist mit tempo. Vandets temperatur havde indtil da vekslet mellem lettere køligt og lunt, uden at den på noget tidspunkt blev ubehagelig. Længe drev mit legeme i dette fredelige og harmoniske univers uden at møde andre forandringer end de ganske små variationer i sandet, som drømmehavet selv havde skabt. Efter nogen tids legende bevægelse over sandbunden så jeg, at det mørknedes forude i en horisont, som kom tættere og tættere på. I takt med at vandet lod til at bliv dybere, føltes det også køligere. Snart blev mine bevægelser også tungere og mindre agile, og da jeg endelig nåede til, hvad der kunne have været et rev, gik det op for mig, at jeg svævede på dørtærsklen til et andet univers - et mørkt, koldt og afgrundsdybt univers, som udgjorde en stærk kontrast til de milde og trygge omgivelser, som jeg netop havde befundet mig i. Under mig kunne jeg se, at den lyse sandbund ganske enkelt forsvandt for at blive nedsvælget i et altopslugende mørke. Det dybere vand forude syntes uendeligt. Før jeg vidste af det, trak en stærk strøm med bemærkelsesværdig kraft mit legeme ind i og ned mod dette mørke. Jeg forsøgte febrilsk at vende mig under vandet for at svømme i den modsatte retning, men jeg drev langsomt ind i mørket. Jeg måtte kæmpe hårdt for at vende min krop og kæmpe imod den tiltagende strøm. Jeg begyndte instinktivt at snappe efter vejret, selvom jeg ikke behøvede, idet jeg fornemmede at jeg nærmede mig overfladen. I en og samme bevægelse mødte mit ansigt det lune lys, som solen kastede på mig. Mine fødder fik straks kontakt til den bløde sandbund. Jeg rejste mig og stod helt nøgen i vand til livet. Det var tusmørke eller daggry, og da solen stod lavt på himlen over horisonten, tænkte jeg, at det nok måtte være det sidstnævnte. Med lukkede øjne og udstrakte arme lod jeg mig velsigne af solen som en anden Jesusfigur. Varme spredtes i kroppen og jeg lod langsomt mine øjne åbne sig. Foran mig skinnede solen over en endeløs savanne af lette bølger. Mørket, som jeg netop havde bortflygtet, virkede ikke længere truende, og da jeg bemærkede, at vandet ikke blev væsentligt dybere før længere ude, kastede jeg mig ufortrødent og i fuld udstrækning i vandet på ny. Jeg dykkede ned og rejste mig efter nogle sekunder igen med ryggen mod solen. Jeg befandt mig ved en strand, men jeg kunne ikke vurdere, om det var Amager Strandpark eller ej. Hverken de høje bygninger eller de to kraner, jeg var vant til at kunne se inde fra land, var at få øje på. Alt syntes bart på nær en skikkelse, som stod alene inde på strandbredden. Jeg sjokkede igennem vandet, som blev lavere og lunere, indtil mine fødder langsomt begyndte at synke ned i sandet. Jeg havde nået grænsen mellem hav og strandbred, og foran mig stod Jon i et sort præstekostume. Har bar en lys bowlerhat med et tyndt flaskegrønt fløjlsbånd lige over skyggen.”

90 sider
isbn 978-87-7528-959-8