Da den midaldrende privatdetektiv Marianne Borch bliver bedt om at opklare en sag om stjålne malerier, ved hun ikke, at det bliver starten på en indviklet sag med forsvindinger, mord og mysterier. På det åndfulde Raasted Refugium, der huser den karismatiske leder Astrid Zetter og en gruppe søgende kunstnere, foregår der nemlig mere end blot meditation og mindfulness. Alle gemmer på hemmeligheder, men hvem er det lige, der myrder? Marianne Borch går i denne klassiske krimi i kompagniskab med sin tidligere politikollega Mogens Horse. Sammen bevæger de sig ind i en verden af gru og gåder.
Uddrag fra bogen:
Og så var det hun hørte det. Skriget. Først langt væk. I starten kunne det bare være en forvirret fugl. Men så voksede skriget.
Det tog form af et menneske. Det var et kvindeskrig. Marianne gik baglæns i erindringen.
Hendes hjerne analyserede på højtryk og søgte efter genklang i alle de skrig, hun havde været vidne til i sit liv. Fødselsskrig. Sorgens skrig som når hun i sin politiuniform havde stemt en dørklokke og givet budskabet om et familiemedlems død.
Barneskriget der kom af lykke, når en far kastede sit lille barn i vejret og greb det trygt igen.
Og så var der rædselsskriget.
Det skrig der lige nu banede sig vej til hendes bevidsthed.
Det var lige ved at ramme hende.
Skriget kom væltende ind af døren. Først kom lyden. Så kom kroppen. Marianne stoppede kroppen. Lyden kunne hun ikke standse. Skriget blev ved og blev til ord: ”Asger, Asger er død,” skreg Charlotte.
Margrethe Schmidt, 1963, uddannet journalist og organist. Har skrevet de tre romaner, “Ham”, “Det skete” og “Brændt”. Hun spiller orgel i to sydvestfynske kirker og arbejder som livetekster på TV 2/DANMARK.
Hun bor med sin yngste søn, Emil i den fynske strandkant, næsten. Har endvidere Sigrid og Frederik, der er flyttet hjemmefra.
Mette Egelund Olsen, 1960. Journalist og forfatter. Har skrevet reportagebogen “Fødselsbilleder” samt 12 børnebøger, blandt andet “Når far putter mig, indtil han sover”, “Hold mig i hånden” og “Tut og støvsugermonsteret”.
Hun bor i Aarhus og har to voksne børn, Per og Rose.
176 sider
isbn 978-87-7528-899-1